Forstå Virtual Desktop Infrastructure

VDI (eller Virtual Desktop Infrastructure) har været på alles læber i IT-kredse de seneste par år. Da virtualiseringen af servere blev normen, var det naturligt at se på desktops som den næste grænse inden for virtualisering. I modsætning til servere er desktops imidlertid påvirket af flere vigtige faktorer, der skal håndteres og overvejes, inden vi blot hopper på VDI-vognen. VDI er en fremragende og vidunderlig teknologi, men har ligesom enhver teknologi sin plads og skal overvejes nøje.

Først må vi se på et vigtigt begreb, der påvirker VDI – idéen om delt computing. Med servere antager vi naturligt, at serverne og de tjenester, de leverer, ikke er til én-til-én-forbrug, men vil blive brugt af flere brugere. Dette begreb eksisterer og har altid eksisteret i desktopverdenen og omtales ofte som terminalservices. Terminalservere er serververdenens svar på behovet for centraliserede desktopressourcer og har været standard siden bogstavelig talt inden desktops overhovedet eksisterede.

Det er et interessant stykke computerhistorie, der bringer os til, hvordan Windows-verdenen interagerer med begrebet terminalservere. De fleste operativsystemer – og næsten alle der stadig er i brug i dag – er designet fra bunden og har altid været det som flerbrugersystemer. Idéen om, at én bruger ville sidde foran computeren som den “primære” bruger og andre enten ville være andengradsborgere eller slet ikke eksistere, eksisterede reelt ikke, og alle brugere blev betragtet som ligeværdige. Windows, i modsætning til UNIX-familien for eksempel, kom fra en verden af enkeltbrugersystemer med rødder i DOS og DOS/Windows, som ikke var flerbruger, og da Windows NT blev udviklet som et flerbrugersystem, behandlede mange softwareudviklere det, som de altid havde gjort, og lavede software, der ikke fungerede godt – eller ofte slet ikke – i flerbrugertilstand.

Dette softwareøkosystem, der er unikt for Windows (det kunne effektivt aldrig eksistere på Linux, for eksempel, fordi sådan software simpelthen ville blive set som defekt på grund af den måde, økosystemet og deployments eksisterer på), har skabt et interessant problem, der gør noget software og nogle opgaver let håndterbare med terminalservere – identisk med hvordan det ville blive tacklet af et hvilket som helst UNIX-OS – mens mange andre applikationer ikke kan håndteres med en terminalserver og kræver en dedikeret operativsysteminstans per bruger.

Det er på grund af denne historiske faktor, der fører til en væsentlig forskel i softwareøkosystemer, at det grundlæggende behov for VDI er opstået, og det forklarer, hvorfor VDI opstod som et unikt fænomen i Windows-verdenen og i al praktisk forstand forbliver eksklusivt for den. Det er således meget vigtigt at forstå, at VDI konceptuelt opstod som et middel til at imødekomme et behov, der udelukkende eksisterede på grund af en mangel i tredjepartsapplikationer og ikke på grund af Windows' egen iboende natur i sin nuværende form eller fordi VDI var en bedre tilgang til virtualisering eller hosting af slutbrugerdesktoptjenester. Vi kan faktisk betragte VDI som en uheldig lappeløsning, der kun er nødvendig i situationer, hvor vi ønsker at virtualisere eller centralisere desktopressourcer, og hvor noget af den software, der skal køre på disse systemer, ikke kan køre i flerbrugertilstand. VDI er en fallback-mekanisme til særlige situationer og ikke en ønsket tilgang til virtualiserede eller centraliserede slutbrugertjenester.

Det er vigtigt at bemærke, at den udbredte brug af VDI og nødvendigheden af det har ført til, at investeringen i støtteteknologier omkring VDI har skabt mulighed for, at VDI i mange tilfælde faktisk kan overpræstere terminalservere, selv om dette arkitektonisk set næsten virker umuligt. Dette sker i bund og grund fordi den enorme mængde forskning og udvikling, der går ind i hypervisor-laget, kan overgå de samme komponenter i selve operativsystemet, hvilket potentielt giver bedre CPU- og hukommelsesstyring og ressourcedeling. Dette er naturligvis fuldstændig afhængigt af den unikke situation, da hvert OS og hver hypervisor og hvert sæt VDI-værktøjer er unikt, ligesom de workloads der testes, så resultaterne vil variere betydeligt.

Af seriøs betydning er også, på grund af den førnævnte Windows-centrerede natur af VDI-konceptet, licensering. Hvis vi så på VDI fra et Linux-perspektiv, ville vi have ringe eller ingen licenseringsbekymringer, og VDI ville stå over for traditionelle terminalservices baseret på tekniske fordele alene, men dette er i praksis aldrig tilfældet. Den absolut største enkeltfaktor i VDI-beslutningstagning er Microsoft-licensering.

VDI-licensering er både dyr og kompleks. Virksomheder, der overvejer virtualisering af Windows-desktopressourcer, skal nøje afveje fordelene mod både den høje omkostning ved passende licensering og den potentielt store overhead ved licensstyring. Skiftet til VDI vil sandsynligvis betyde meget dyr IT-tid dedikeret til licensforskning, overvågning og træning, hvilket er et ofte overset aspekt af licensomkostninger.

VDI er et noget vanskeligt begreb at tale om i generelle vendinger, fordi det er et lidt uklart emne. Hvis vi virtualiserer en desktop, bliver det da ikke en server? Hvis vi bruger et operativsystem beregnet til serverbrug, ændrer det så, hvad der er og ikke er VDI? Er VDI baseret på anvendelsestilfælde, licensering eller produktkategorier?

Det virkelige svar ligger i, at VDI for branchen teknisk set er én ting, men i praktiske termer for Microsoft – den eneste vigtige licensspiller på området – betyder det noget lidt anderledes. VDI er teknisk set virtualiseringen af én-til-én “grafiske slutbruger”-instanser – det vil sige en enkelt virtuel maskine, der bruges af en enkelt bruger, på samme måde som en traditionel fysisk desktop eller laptop ville blive brugt. For Microsoft, hvis bekymringer er lidt anderledes end branchens, refererer begrebet til virtualiseringen af Windows “desktop-klasse” operativsystemer. Hvis du virtualiserer Windows “server-klasse” operativsystemer, ser Microsoft ikke dig som at lave VDI. Vi skal altså forstå disse to syn på begrebet for at undgå forvirring. Det er faktisk blevet meget standard og almindeligt at bruge Windows Server-operativsystemer til at omgå VDI-licensbehov fra Windows-desktops. Vi skal dog huske VDI's lappeløsningsnatur, og selv om dette løser problemet med software, der ikke er skrevet til flerbrugertilstand, adresserer det ikke den meget reelle mulighed for, at software er skrevet med forventninger til desktop-mærkede operativsystemer, og vi vil sandsynligvis finde slutbrugersoftware, der er enten låst – bevidst eller ubevidst – til kun desktop-operativsystemer eller potentielt kun licenseret på disse platforme.

Den sidste store overvejelse i VDI-beslutningstagning er, at i modsætning til servere, der når de virtualiseres er fuldstændig virtualiserede, kan en desktop ikke behandles på samme måde, fordi der altid er en fysisk komponent til den. Slutbrugeren vil altid have brug for en skærm at kigge på, et tastatur at skrive på, højttalere at lytte til og så videre. Så når vi ser på at skifte til VDI, skal vi passe på ikke at overse det faktum, at vi ikke eliminerer behovet for at købe og vedligeholde desktops; vi flytter blot, hvor operativsystemet vil ligge. Vi kan geninstallere ældre hardware til fjernaccess, skifte til thin clients eller de nyligt benævnte og for det meste meningsløse zero clients, eller bruge ellers benyttede “fat clients” til at varetage begge aktiviteter som fjernaccess-klient og levere egne desktoptjenester.

Virtualisering af desktopen tilbyder os bestemt mange gode muligheder og stor værdi, hvis vi gør det af de rigtige grunde og forstår hvordan, hvorfor og hvornår VDI er relevant. Det er desværre, ligesom så mange teknologitrends, blevet en knereflex at ville skifte til VDI uden at udføre ordentlige evalueringer og udvikle et klart billede af, hvordan VDI vil passe ind i vores egne miljøer. Hvis vi mangler en klar begrundelse for at vælge VDI, er det meget usandsynligt, at vi deployer det på en positiv måde.

Endelig er det meget vigtigt, at vi overvejer de nødvendige kompetencer, der vil kræves for at skifte ordentligt til VDI. Fra et rent teknisk synspunkt udgør det at smide en Windows 10 VM på Hyper-V VDI, men fra et praktisk perspektiv er dette ikke, hvordan effektiv VDI vil blive designet. VDI kræver ikke blot den særlige licensviden, jeg nævnte ovenfor, men vil typisk involvere ret unik viden om moderne og meget specialiserede VDI-værktøjssæt og -produkter, delt lager som det gælder for VDI, fjernaccess-protokoller, thin clients eller zero clients og meget mere. VDI-deployments har tendens til at være en af de teknisk udfordrende og unikke komponenter i en infrastruktur, hvilket fører til et stort antal ukendte faktorer og udfordringer for enhver organisation.