Katastrofegendannelsesplanlægning med eksisterende platformudstyr

Planlægning af katastrofegendannelse er altid vanskelig – der er så mange faktorer og “hvad nu hvis”-scenarier, der skal tages i betragtning, og at investere for meget i gendannelsesløsningen kan i sig selv blive en slags katastrofe. En faktor, der ofte overses i DR-planlægning, er, at: i tilfælde af en katastrofe er man generelt i stand til og meget villig til at indgå kompromiser, fordi katastrofen allerede er sket. Det er triageringstid, ikke forretning som normalt.

Mange forestiller sig straks, at hvis man har brug for kapacitet og ydeevne på niveau X til sine live produktionssystemer, vil man også have brug for X til sine katastrofegendannelsessystemer. I den virkelige verden er dette sjældent sandt. I tilfælde af en katastrofe kan man, med sjældne undtagelser, arbejde med lavere ydeevne og begrænse systemtilgængelighed til kun de mest kritiske systemer, og mange vedligeholdelsesoperationer – herunder arkiveringssystemer – suspenderes, indtil fuld produktion er genoprettet. Det betyder, at katastrofegendannelsessystemet ofte kan være meget mindre end de primære produktionssystemer.

Katastrofegendannelsessystemer er ikke investeringer i produktivitet – de er sikkerhedsnet mod fejl og skal ses i det lys. Derfor er det en almindelig og effektiv strategi at nærme sig DR-systemets behov mere fra et perspektiv om at være “tilstrækkeligt” til at opretholde forretningsaktiviteter, uden nødvendigvis at gøre det komfortabelt eller transparent. Hvis en fuldskala katastrofe rammer, og medarbejderne skal håndtere langsom filhentning, langsommere databaser end normalt eller udskyde en tung BI-analyse, til de højtydende produktionssystemer er genoprettet, vil få klage. De fleste medarbejdere og bestemt de fleste forretningsbeslutningstagere kan godt forstå, at et system er i fejlstatus, og at de måske skal hjælpe med at holde hjulene i gang, til fuld kapacitet er genoprettet.

Med denne tilgang in mente kan det være en effektiv strategi at genanvende ældre platforme til brug på katastrofegendannelsessider, når nye platforme anskaffes og implementeres til primær produktionsbrug. Dette kan skabe en lavpris og letplanlægt “DR-pipeline”, hvor DR-stedet altid har kapaciteten fra ens “seneste opdatering”, som i de fleste DR-scenarier er mere end tilstrækkeligt. Dette kan være en fremragende måde at udnytte udstyr, der ellers enten ville blive kasseret direkte, eller som kan friste til genindsættelse i produktion ved at udløse en “sunk cost”-emotionel reaktion, som man generelt bør undgå.

Sunk cost-fejlslutningen er svær at undgå. At eje udstyr i forvejen gør det meget nemt at føle, at det er nyttigt eller godt at geninstallere det – selv når et nyt system er under implementering – uden for systemdesign og specifikationer. Og der er tilfælde, hvor dette kan være sandt, men det er sandsynligvis ikke sandt i de fleste tilfælde. Men ligesom vi ikke ønsker at blive for emotionelt knyttede til udstyr bare fordi vi allerede har betalt for det, ønsker vi heller ikke at ignorere værdien i det eksisterende udstyr, vi allerede ejer. Det er her, en planlagt pipeline ind i et katastrofeplanlægningsscenarie kan udnytte det, vi allerede har investeret i, på en virkelig god måde i mange tilfælde. Vi skal huske, at dette sandsynligvis er meget nyttigt udstyr med en masse resterende værdi, hvis vi blot ved, hvordan man bruger det korrekt til at imødekomme vores eksisterende behov.

En stærk planlægningsproces for migration fra produktion til katastrofegendannelsesplatform kan være en fremragende måde at reducere budgetudgifter på, mens man opnår fremragende katastrofegendannelsesresultater.